Hvis du står og skal have stiftet et anpartsselskab, bør du overveje muligheden for også at oprette en holdingselskab.
De fleste opretter deres anpartsselskab med dem selv som stifter, og dermed ejer de deres anpartsselskab direkte. Det har den betydning, at udbytte, fortjeneste ved salg osv. medregnes direkte på stifterens skatteopgørelse. Flere og flere vælger imidlertid at indskyde et holdingselskab, så de selv ejer holdingselskabet, og holdingselskabet ejer driftsselskabet. Der er 2 klare fordele, og kun mindre ulemper ved en sådan konstruktion.
Fordel 1:
Hvis driftsselskabet opnår et overskud efter skat, kan dette overskud trækkes skattefrit op i holdingselskabet. Hvis driftsselskabet senere kommer i økonomiske problemer og går konkurs, vil kreditorerne ikke kunne gøre krav på de overførte beløb. Modsat ville være gældende, hvis beløbene gennem årene var blevet akkumuleret i driftsselskabet. Økonomiske problemer kan komme hurtigt og uvarslende, f.eks. ved produktansvar.
Fordel 2:
Hvis du ikke har oprettet et holdingselskab, vil du ved salg af dit driftsselskab blive beskattet af gevinsten, mens et salg gennem et holdingselskab er skattefrit. Det har den betydning, at du kan geninvestere hele salgssummen, og dermed geninvestere den skat, som du ellers skulle have betalt med det samme. Hvis du ønsker at få pengene i hånden med det samme, er salget naturligvis ikke skattefrit for dig som person. Et holdingselskab er en måde at lave udskudt skat og dermed altid en større kapital at arbejde med.
Ulemperne er begrænset til stiftelse af endnu et anpartsselskab og revisionspligt på holdingselskabet. En selskabsstiftelse koster normalt kun omkring de 2.000 kr. ekskl. moms, og en fradragsberettiget engangsudgift, og revision af et holdingselskab er normalt ret simpelt, og koster ikke det helt store.
Indskydelse af et holdingselskab kan reelt anskues som en forsikring. Det er ikke sikkert, at man nogen sinde får gavn af det, men gør man, er det meget ofte med stor gevinst.